Hvordan kom det så vidt? Det er som man siger en lang historie. Det hele startede med en løgn. Havde det været i næsten enhver anden anledning, var der ikke sket noget. Men her var jeg sammen med nære bekendte. Mennesker jeg har kendt i mange år. I visse tilfælde for mange år, måske. Vi sidder rolige og afbalancerede, ordner verdenssituationen og betalingsbalanceunderskuddet.
Så er det at en dør går op med et brag og en kvinde træder ind. Jeg har aldrig set noget lignende. Hun var stærkt rødhåret, fregnet og med en meget dyb stemme. Havde jeg ikke ondt i hovedet, fik jeg det nu. Det lykkedes hende at udtrykke sine meninger om mange ting. Det hjalp ikke på min hovedpine. Hun var provokerende og sikkert fuld af løgn. De flakkende øjne og den konstante talestrøm. Hun slog mig som den perfekte katastrofe.
Jeg ved at i vil mene at jeg gik lidt over stregen. Måske mere end det. Måske kvajede jeg mig, det vil jeg ikke afvise. Hun var virkelig strid. Jeg kunne være i tvivl om jeg skulle tilbyde min hjælp eller blot kvæle hende. En gang for alle lukke munden på hende. Verden ville ikke lide det store tab og selv ville hun knapt bemærke det, dertil var hun for selvoptaget. Jeg er normalt en ræsonnabel person og kender mange indflydelsesrige mennesker, som jeg er i god standing med. Jeg er god mod dyr og følger gerne ældre kvinder over vejen, især når de ikke er ældre end at de forstår en hentydning.
Hun blev ved med at snakke, jeg var holdt op med at høre efter hvad hun sagde, men jeg kunne se hendes mund åbne og lukke sig. Jeg følte mig utryg. Hvad var det hun sagde? Jeg havde opgivet at forstå hende. Hun snakkede og snakkede. Det var ulideligt. Stop hende. Hun løj så meget og hurtigt, at hun formentlig kunne blive kvalt i sit eget lort. Hvis ikke skulle jeg gerne vise mig fra min mere generøse side.
Noget ind i mit hoved eksploderede, jeg gjorde hvad der måtte gøres, lukke munden på hende. Hun så vantro på mig da hun gled ned af sin stol og ud på gulvet hvor hun blev liggende i en underlig akavet stilling. Hun holdt kæft.
Hvad gør man med en livløs, rødhåret kvinde? En af de tilstedeværende foreslog kunstigt åndedræt, andre mente at en ambulance ville være en bedre løsning. Efter et kvarters tid bankede det på døren, to hærdebrede mænd trådte ind. De konstaterede at hun var afgået ved døden og bar hende væk.
Det lagde en dæmper på selskabet.
Det var hvad der skete den dag på dette tidspunkt. Er det sandt eller er jeg bare fuld af løgn?